English     Deutsch 

Syn på rygning

I de seneste ca. 50 år er alle igen og igen i medier og kampagner blevet mødt med information om de skadelige virkninger ved rygning; virkninger som er blevet påvist af den videnskabelige forskning og gennem statistikker. ST-Koncernen deler den opfattelse, at tobaksrygning er forbundet med risiko for en række sygdomme, og alle vore tobaksprodukter bærer advarsler om risikoen ved rygning.

Men det er ikke alle, der bliver syge af at ryge; nogle gør, andre gør ikke. Videnskaben har endnu ikke givet os et endeligt svar på, hvorfor det er sådan. Risikoen øges dog, jo mere man ryger, og jo flere år man ryger. Også rygere af milde tobaksprodukter udsætter sig for en risiko.

Enhver må tage risikoen alvorligt, afveje glæden ved at ryge mod risikoen og derefter træffe sit personlige valg om at ryge eller ej.

Vi ved, at mange finder det svært at holde op med at ryge. Nogle vil bruge udtrykket, at de bliver afhængige af rygning. Vi mener, alle kan holde op med at ryge. Millioner af mennesker verden over holder hvert år op med at ryge, alene fordi de beslutter sig for at gøre det og sætter viljestyrke bag beslutningen. Men at rygning er vanedannende, kan der næppe være tvivl om.

Rygning indebærer en risiko for helbredet og er vanedannende. Derfor bør valget om at ryge kun træffes af voksne. Det er vores holdning, at ingen under 18 år bør ryge.